news
Højesteret tilkender tort for uberettiget overvågning
HD af 2.3.2020
Anvendelse af tv-overvågning over for ansat var uberettiget og udløste godtgørelse for tort
Sagen angik for Højesteret, om der var sket uberettiget tv-overvågning af C under udførelsen af hendes arbejde hos X, og i givet fald om hun havde krav på godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.
Højesteret lagde efter bevisførelsen til grund, at E havde anvendt tv-overvågning bl.a. til at disciplinere C og kontrollere, om hun udførte sit arbejde korrekt. Højesteret lagde til grund, at denne anvendelse af tv-overvågningen over for C havde haft et betydeligt omfang og var foregået løbende, både når E var på arbejdspladsen, og når han ikke var der.
Højesteret fandt det ikke godtgjort, at der var saglige og proportionale grunde til at anvende tv-overvågningen over for C som sket, og tiltrådte, at anvendelsen af tv-overvågningen havde overskredet grænserne for, hvad der er tilladt efter arbejdsgiverens ledelsesret og efter den dagældende persondatalov.
Højesteret anførte, at en overskridelse af grænserne efter ledelsesretten og databeskyttelses-lovgivningen i forbindelse med en arbejdsgivers anvendelse af tv-overvågning over for en ansat ikke i sig selv vil udløse et krav på godtgørelse for tort, og at det således vil bero på en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, om den uberettigede anvendelse kan udløse tortgodtgørelse.
Krænkelsen i den foreliggende sag bestod i, at tv-overvågningen i et betydeligt omfang var anvendt til – uden saglig grund – løbende at kontrollere C under udførelsen af hendes arbejde. Højesteret fandt, at C som følge heraf med føje havde følt sig konstant overvåget på sin arbejdsplads, og at dette havde medført en stor psykisk belastning for hende.
Højesteret fandt på denne baggrund, at den uberettigede anvendelse af tv-overvågningen havde haft den fornødne grovhed og havde været egnet til at krænke Cs selv- og æresfølelse. Hun havde derfor krav på godtgørelse for tort.
Tortgodtgørelsen blev fastsat til 20.000 kr.
Landsretten var kommet til et andet resultat.