news
Ansat får godtgørelse for overskridelse af arbejdstidsregler.
Lønmodtager fik en godtgørelse på 50.000 kr. for at have arbejdet mere end 48 timer i gennemsnit om ugen i flere 4-måneders referenceperioder
Sagen angik størrelsen af den godtgørelse, som en lønmodtager skulle have for overskridelse af 48-timers grænsen i lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet. Reglen om en maksimal ugentlig arbejdstid har til formål at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed. Godtgørelsen er ikke en kompensation for et økonomisk tab, men en godtgørelse for den særlige arbejdsbelastning, som overskridelsen af 48-timers grænsen indebærer.
Højesteret fastslog, at en godtgørelse for overskridelse af 48-timers grænsen som udgangspunkt bør udmåles til 25.000 kr., medmindre der er særlige holdepunkter for at gå op eller ned.
A havde gentagne gange inden for en flerårig periode arbejdet ud over lovens 48-timers grænse, og i flere referenceperioder arbejdede han betydeligt over grænsen. Han udførte overarbejdet efter eget ønske og modtog fuld betaling herfor. Under hensyn til de omfattende og gentagne overskridelser af 48-timers grænsen fastsatte Højesteret godtgørelsen til A til 50.000 kr.
Landsretten var nået til det samme resultat.