news

Ikke forskelsbehandling at opsige medarbejder med handicappet barn.

Opsigelse af medarbejder med handicappet barn var ikke i strid med forskelsbehand­lingsloven

Kommunen måtte opsige en dagplejemor som følge af et faldende børnetal. A blev udvalgt til opsigelse. På grund af navnlig orlov til pasning af sin søn, der på opsigelsestidspunktet havde fået diagnosen Aspergers syndrom, havde A ikke fungeret som dagplejer i godt et år. Kom­munen havde vurderet, at det ikke ville være pædagogisk forsvarligt at flytte børn fra deres nuværende dagplejer til en dagplejer, de ikke kendte.

Højesteret vurderede, at As søn led af Aspergers syndrom i en sådan grad, at han var omfattet af handicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven. Herefter vurderede Højesteret, at årsagen til opsigelsen af A ikke var sønnens handicap, men hendes langvarige fravær fra dagplejen og fastslog derfor, at A ikke havde været udsat for direkte forskelsbehandling, jf. forskelsbe­handlingslovens § 1, stk. 2. Højesteret vurderede endvidere, at det var et sagligt hensyn ikke at flytte børnene til en dagplejer, de ikke kendte, og at valget af A var hensigtsmæssigt og nødvendigt for at nå dette mål. Opsigelsen af A var derfor heller ikke udtryk for indirekte for­skelsbehandling.

Højesteret havde dermed ikke anledning til at tage stilling til, om forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3, omfatter en situation, hvor en medarbejder, der ikke selv er handicappet, rammes af en foranstaltning i kraft af sin tilknytning til sit handicappede barn. Højesteret udtalte sig imidlertid herefter om forholdet mellem forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3, og § 2 a samt beskæftigelsesdirektivet og EU-Domstolens praksis. Henset til, at spørgsmålet om, hvorvidt indirekte forskelsbehandling på grund af en medarbejders tilknytning til et handicappet barn er omfattet af forskelsbehandlingsloven, ikke var afgørende for udfaldet af sagen, var der ikke grundlag for at forelægge sagen præjudicielt for EU-Domstolen.

Landsretten var nået til det modsatte resultat.